29 marts 2007

Ugens grin...

Planlægningen af kusinens bryllupssjal er i fuld gang; garn- og farveprøver sendt til San Francisco med lidt slik :o) Og så kom der er et forsigtigt spørgsmål tilbage til moster (brudens mor): Er det uld ??? Ja, det fineste merino i 2 nuancer og så lige en enkelt alpacca. Hmmm - gommen er superallergisk overfor uld...... Skal han stå langt væk fra bruden eller skal jeg igang med nye planer ??!?! Nej, ingen tvivl her - de skal selvfølgelig stå sammen på dagen, men nu har jeg lokket med at alpacca IKKE er fåreuld.... Så jeg håber at Mike kan tåle den :o)

Tænk, hvis jeg bare havde lavet et overraskelses-sjal, som jeg oprindeligt havde tænkt....

Retur fra Vivi kom en pakke; hun har nemlig lovet at være mellemkvinde for mig. Det er bogklubben Crafter's Choise der havde fristet et par gange og nu prøver vi lidt langdistance medlemsskab.


Det har så skabt et nyt behov:
Jeg må ha' en lille pige...
Den er da bare for sød, denne smockkjole. Suuk.
Nå, jeg skal ikke ha' flere børn; så jeg må kigge rundt i nabolaget for at se om der dukker en lille pige op på et tidspunkt :o)
Ellers har ugen budt på garagesalg hos en skøn kvinde; fødselsdag ved en langlemmet skønhed og masser af arbejde......
Om jeg købte noget ved Gitte..... Nejh ikke ret meget - bare så'n lidt til husbehov !! Jeg fandt en vase, der passede til tidligere indkøb så nu er der styr på pindene igen.




22 marts 2007

Lykken må være....

- en fridag hvor solen skinner;
- at der er lyst og energi til rengøringen;
- at en skøn opskrift er i hus og jeg tror at garnet fra trøste- shoppingen kan bruges;
- den rigtige musik brøler ud af højtalerne og alle vinduer står pivåbent (stakkels bager-kunder :o));
- at vaskemaskinen snurrer med noget af det der "ekstra" der aldrig er tid til;
- en udsigt til strikkecafe på biblioteket på søndag;
- at være kommet endnu længere på stribejakken;
- lidt forårsklargøring i udestuen;
- at jeg IKKE behøver at lave noget......

Etiketter:

18 marts 2007

Jeg er her endnu...

men tiden smutter og jeg kan ikke fremvise lækre færdige produkter. Der bliver strikket på stribejakken, men det syner jo ikke af meget lige nu.
Kan man blive ramt af forårs-rastløshed ?? Jeg har mange ønskeprojekter, med garn og opskrifter, der ligger klar men der sker ikke rigtig noget på den front ! Så jeg fortsætter bare mit lagerforøgelse med hastige skridt, bla. "lokket på afveje" af Hanne og Jette. Hele 3 kg (!!!) garn er der nu bestilt udover de trøsteindkøb, der var foretaget i februar. Dengang var høsten af denne kaliber og man kan spotte en lilla tendens..... Jeg fik først pakket op i denne uge, mente det var klogt lige at tage en lagerstatus INDEN jeg drog afsted til Vissenbjerg sammen med min mor og 2 mostre lørdag morgen. Det var det !! Jeg kom kun hjem med Bente's bog om vævestrik til en messepris og en lille håndskreven hilsen - det ku' jeg ikke modstå. Messen var en fornøjelse og min moster fra det norske råshoppede til en guldmedalje :o) Der var en dejlig stemning i de forskellige stande og jeg var solgt ved Tante Grøn; utroligt søde piger og så kunne man få hjælp af Hanne Falkenberg. Så nu skal jeg høre om Ulla eller Dorthe er nogen af dem der smuttede med 2 trøjer og 6 strikkeprøver fra foredraget i Ålborg ??!?! Jeg fik prøvet Ping Pong på og den må vist også på ønskelisten i en fart....

Til slut skal I lige se dette herlige syn fra GRIMA's stand




08 marts 2007

Ærmer i hus

Så er ærmerne i hus.... i aften bliver der slået op til selve frakken. Takket være Merete er jeg kommet i uføre, der er reserveret bøger på biblioteket og Arnold Busck i Herning har lagt en bog tilside til mig :o) Jeg elsker at få inspirationer fra de forskellige blogs - nogle gange ender det med at blive lidt dyrt, andre gange er materialerne i hus men det er altid dejligt at få udvidet horisonten !
Jeg var et smut i Ikea den anden dag og selvfølgelig kom der lidt sager med hjem.... Der er noget med puder og mig (udover bøger af alle slags, lysestager/fyrfadsholdere, tasker, pileflet og zink-dimser!) Så nedsat til 49,- stykket måtte de med hjem på matriklen.
Du har forstået det rigtigt Lone, min mor har syet den lille nederdel i stor størrelse og I skal nok få et billede af den og mig !
Nu vil jeg nusse lidt om mit syge barn, der er på 2. pencilinkur og ikke er i umiddelbar bedring !

06 marts 2007

Er tiden på speed ????

Det er da utroligt som tiden smutter afsted for mig - nogle uger er bare væk inden jeg får set mig om !! Selv min frisør har jeg forsømt.... se bare dette hjerte som min store hvirvel kan danne af de "lange lokker".

Der er ikke blevet strikket alverden, men er dog næsten færdig med 2. ærme på jakken (jeg ville IKKE ende på "sleeve-island") og det svinder faretruende i garnmængden. Alle de ender er en gyser - mange meter der "bare" er spildt !! Nej, selvfølgelig ikke, men jeg tror at der kommer lidt nerver på undervejs i strikkeriet.

For et par uger siden skulle jeg sy varmepuder, den gamle var efterhånden ikke spændende at se på og lugten af grød fik kvalmen igang v. Katrine.... ikke godt, når man er dårlig og har ondt :o) Så måtte jeg jo låne min mors maskine og hendes kyndige vejledninger.
Det er mange år siden at jeg sidst har siddet v. så'n en fætter. ( noget med kjoler i raglanmodellen syet i joggingstof og så nogle store bælter - ja, det var i de glade firsere).Men de mange kreative kvinder i bloglandet, der smutter det ene spændende projekt ud efter det andet fra trykfoden, lokker jo lidt med drømmene og lysten til at lære det.
Tungen lige i munden, materialerne i hus og tålmodigheden fundet frem - det gik som en leg med at sy de 2 modeller og når det, som her, gik op i en højere enhed med hjælp fra stoffets mønster - tjah, så bliver det ikke bedre som nybegynder !

Nu går drømmen på at få slået 2 kælderværelser sammen og istandsat til både sy-/strygerum og gæsteværelse..... Ham overboen blev lidt bleg da jeg luftede ideen !


Min mor skulle sy en nederdel af det stof jeg kom til at købe i december.
Hun snakkede længe om, at hun havde noget lagenlærred, som hun ville sy en prøvemodel af.... men se lige denne syprøve - det er næsten en 10x10 cm model: jeg er meget tilfreds med den endelige version i stor størrelse med læderet fra en gammel jakke, som bærestykke.
Min moster fik for et stykke tid siden en lille version af Swirl Scarf og den gjorde lykke. Den var nem at strikke og så er den da lidt festlig. Bestemt ikke sidste gang der smutter en på pindene af den slags.
Næste store projekt bliver et sjal til min kusines bryllup; vi kan desværre ikke komme med til Hawaii (lotto-gevinsten er udeblevet) og jeg vil gerne give noget specielt til hende. Så nu ryger der farveprøver på garn afsted på lørdag og så må jeg selv bestemme modellen..... bare det er lidt gammeldags og luftigt. Der er jo rigtig mange flotte modeller, så jeg oser lidt rundt og afvejer sværhedsgraden i forhold til evnerne og overskudet ! Men et projekt jeg glæder mig til at komme igang med.